Det thailandske skriftsprog er kendetegnet ved, at det entydigt definerer udtalen, både hvad angår lyd og tone. Hver stavelse i et ord har sin egen tone, og for udfra stavningen at udlede hvilken tone en given stavelse har, benytter man sig af et sæt toneregler. Der er fire egenskaber ved en stavelse, der er afgørende for, hvilken af de fem tonemuligheder (se lektionen om Toner) man skal tildele stavelsen:
1. Startkonsonantens klasse (høj, mellem eller lav)
2. Stavelsens endelse (død eller levende)
3. Vokallydens længde (kort eller lang)
4. Eventuel tilstedeværelse af en tonemarkør (tilsidesætter i givet fald betydningen af punkt 2 og 3)
Klassificering af konsonanter:
De 44 konsonanter inddeles i 3 klasser, benævnt “høj”, “mellem” og “lav”. Der er ingen nemme huskeregler for hvilken klasse en given konsonant tilhører, så her er det ganske enkelt et spørgsmål om memorering. Det nemmeste er at lære hvilke konsonanter, der tilhører høj- og mellemklassen (hhv. 10 og 9 konsonanter) og så bruge udelukkelsesmetoden mht. de resterende 25 konsonanter, der så altså tilhører den lave klasse:
Klasse |
Konsonanter |
Høj |
ข ฉ ฐ ถ ผ ฝ ศ ษ ส ห |
Mellem |
ก จ ฎ ฏ ด ต บ ป อ |
Lav |
ค ฆ ง ช ซ ฌ ญ ฑ ฒ ณ ท ธ น พ ฟ ภ ม ย ร ฤ ฤๅ ล ว ฬ ฮ |
|
Stavelsens endelse:
En stavelses endelse kan enten være “død” eller “levende”. Døde stavelser ender brat/hårdt, mens levende stavelser ender mere blødt og med genklang (note: alle sammensatte vokallyde opfattes i denne sammenhæng som lange vokallyde):
Endelse på stavelse |
Egenskaber |
Død |
(1) Ender på en kort vokallyd, eller (2) ender på en “hård” konsonantlyd (p-, t- eller k-lyd) |
Levende |
(1) Ender på en lang vokallyd, eller (2) ender på en “blød” konsonantlyd (n-, m- eller ng-lyd) |
|
Tonemarkører:
Der benyttes 4 tonemarkører på thai, hvoraf de to er forbeholdt konsonanter af mellemklassen. Tonemarkørernes placering er altid øverst, dvs. over både konsonant og eventuelt vokaltegn. Hvis den indledende konsonantlyd i en stavelse består af mere end en konsonant (dobbelt/trippel-konsonanter), placeres tonemarkøreren over den sidste af konsonanterne, selvom tonemarkøren altså stadig relaterer til og modificerer startkonsonanten. Tilstedeværelsen af en tonemarkør tilsidesætter betydningen af stavelsens endelse og vokallydens længde (tonen afhænger dog stadig af startkonsonantens klasse, jvf. tonereglerne nedenfor):
Tonemarkør |
Navn (thai skrift) |
Navn (lydskrift) |
Konsonantklasse |
อ่ |
ไม้เอก |
máai èek |
høj, mellem, lav |
อ้ |
ไม้โท |
máai thoo |
høj, mellem, lav |
อ๊ |
ไม้ตรี |
máai trii |
mellem |
อ๋ |
ไม้จัตวา |
máai jàt-tà-waa |
mellem |
|
Toneregler:
Med ovenstående in mente er tonereglerne nu som følger (en bindestreg angiver, at kombinationen ikke er mulig):
Startkonsonantens klasse / stavelsens endelse |
Tone – uden tonemarkør |
Tone – med tonemarkøren ไม้เอก (อ่) |
Tone – med tonemarkøren ไม้โท (อ้) |
Tone – med tonemarkøren ไม้ตรี (อ๊) |
Tone – med tonemarkøren ไม้จัตวา (อ๋) |
Høj / død |
Lav |
– |
Faldende |
– |
– |
Høj / levende |
Stigende |
Lav |
Faldende |
– |
– |
|
|
|
|
|
|
Mellem / død |
Lav |
– |
Faldende |
Høj |
Stigende |
Mellem / levende |
Mellem |
Lav |
Faldende |
Høj |
Stigende |
|
|
|
|
|
|
Lav / død, kort vokallyd |
Høj |
Faldende |
– |
– |
– |
Lav / død, lang vokallyd |
Faldende |
– |
Høj |
– |
– |
Lav / levende |
Mellem |
Faldende |
Høj |
– |
– |
|
Tommelfingerregler:
1. En død stavelse kan aldrig have en mellem eller stigende tone.
2. En stavelse med en startkonsonant af den høje klasse kan aldrig have en mellem eller høj tone.
3. En stavelse med en startkonsonant af den lave klasse kan aldrig have en lav eller stigende tone.
Den sidste af disse tre regler kan “omgås”, uden at man dog formelt bryder reglerne. Dette gøres ved at placere konsonanten ห foran den konsonant (altid af den lave klasse), der definerer startkonsonantlyden, hvorved man så gør ห til startkonsonant i stedet. I sådanne tilfælde ændrer ห lyd fra dens normale h-lyd til i stedet at være stum. Da ห tilhører den høje konsonantklasse, kan man derved få dirigeret stavelsen til både den lave og den stigende tone (for døde stavelser dog kun den lave tone, jvf. tommelfingerregel 1), hvilket ellers ikke er muligt for konsonanter af den lave klasse. En lang række ord på thai gør brug af dette lille “trick”.
Eksempler:
ดาว, daao (stjerne)
Startkonsonanten tilhører mellemklassen, og endelsen er levende. Altså er tonen mellem.
หู, hŭu (øre)
Startkonsonanten tilhører den høje klasse, og endelsen er levende. Altså er tonen stigende.
แวะ, wáe (at besøge, at slå et smut forbi)
Startkonsonanten tilhører den lave klasse, endelsen er død, og vokallyden er kort. Altså er tonen høj.
มีด, mîit (kniv)
Startkonsonanten tilhører den lave klasse, endelsen er død, og vokallyden er lang. Altså er tonen faldende.
ข่าว, khàao (nyhed)
Startkonsonanten tilhører den høje klasse, og tonemarkøren er ไม้เอก. Altså er tonen lav.
ข้าว, khâao (ris)
Startkonsonanten tilhører den høje klasse, og tonemarkøren er ไม้โท. Altså er tonen faldende.
ช้าง, cháang (elefant)
Startkonsonanten tilhører den lave klasse, og tonemarkøren er ไม้โท. Altså er tonen høj.
เปรี้ยว, prîao (sur/bitter, om smag)
Startkonsonanten tilhører mellemklassen, og tonemarkøren er ไม้โท. Altså er tonen faldende.
โป๊, póo (nøgen)
Startkonsonanten tilhører mellemklassen, og tonemarkøren er ไม้ตรี. Altså er tonen høj.
แหวน, wăen (fingerring)
Startkonsonanten tilhører den høje klasse, og endelsen er levende. Altså er tonen stigende. Startkonsonanten ห er stum og den første lydgivende konsonant er ว.
ใหญ่, yài (stor)
Startkonsonanten tilhører den høje klasse, og tonemarkøren er ไม้เอก. Altså er tonen lav. Startkonsonanten ห er stum og den første lydgivende konsonant er ญ.
ก๋วยเตี๋ยว, kŭai-tĭao (en slags thai suppe)
Ordet har to stavelser. For begge stavelsers vedkommende gælder at startkonsonanten tilhører mellemklassen, og i begge tilfælde er tonemarkøren ไม้จัตวา. Begge stavelsers tone er således stigende.
มะเขือเทศ, má-khŭea-thêet (tomat)
Ordet har tre stavelser. Første stavelses startkonsonant tilhører den lave klasse, endelsen er død og vokallyden er kort. Altså er tonen høj. Anden stavelses startkonsonant tilhører den høje klasse, og endelsen er levende. Altså er tonen stigende. Tredje stavelses startkonsonant tilhører den lave klasse, endelsen er død og vokallyden er lang. Altså er tonen faldende.