Det volder ofte problemer for os danskere at skelne mellem d– og t-lydene (ด/ฎ og ต/ฏ) samt b– og p-lydene (บ og ป) på thai, da vi ikke skelner mellem dem på helt samme måde på dansk. Men tag ikke fejl, lydene er forskellige. For selvom det kan være svært for os både at høre og udtale forskellene, har thai’erne ikke samme problem, da de i modsætning til os har fået det ind med modermælken. Jeg skal i det følgende give en lidt mere avanceret forklaring, end den jeg gav i lektionen om udtale, på hvad forskellene er, uden at det dog bliver mere kompliceret end at de fleste burde kunne følge med. Som begynder kan man dog nok med fordel gemme denne lektion til lidt senere i ens indlæringsforløb.
Vi starter med en lille analogi på dansk, som alle vil kunne forstå. Tag de to danske konsonanter v og f, som fx i ordene vin og fin. Prøv nu at sige “vin” og “fin” skiftevis efter hinanden og læg mærke til hvad der sker i mundregionen. Det interessante du lægger mærke til er, at det du rent fysisk gør med mund, tunge, tænder og læber faktisk er det samme for de to ord. Men hvor er så forskellen på de to konsonantlyde? Jo, prøv nu i stedet at nøjes med at udtale den første konsonantlyd (altså henholdvis v… og f…), men stræk lyden ud i nogle sekunder, inden du når til vokallyden. Det du nu bør lægge mærke til er følgende: for f-lydens vedkommende puster du nu luft ud mellem fortænder og underlæbe. For v-lydens vedkommende puster du tilsvarende luft ud mellem fortænder og underlæbe, men derudover vil du opleve at der er “stemme” på, dvs. at dine stemmebånd vibrerer, hvilket de ikke gjorde ved f-lyden. Man siger at v-lyden på dansk er stemt, mens f-lyden er ustemt. Og det er netop dette, om lyden er stemt eller ustemt, der også er en afgørende forskel mellem d– og t-lydene (ด/ฎ og ต/ฏ) samt mellem b– og p-lydene (บ og ป) på thai.
Med ovenstående in mente kan vi nu kigge på de enkelte lyde for sig:
d (repræsenteret ved konsonanterne ด og ฎ)
Denne lyd er nem for os danskere at udtale, da den er identisk med den danske d-lyd, som fx startlyden i dukke. Rent fysisk dannes lyden ved at placere tungen på ganen, hvorved der under udånding opbygges et overtryk af luft bag tungen. Det øjeblik tungen slippes fra ganen frigives dette overtryk som en lille “eksplosion”, hvorved d-lyden frembringes. Som på dansk er lyden stemt, dvs. stemmebåndene vibrerer mens konsonantlyden frembringes.
t (repræsenteret ved konsonanterne ต og ฏ)
Denne lyd volder ofte danskere problemer, det til trods for at lyden faktisk eksisterer på dansk. Det er nemlig omtrent den samme lyd som t-lyden i fx stop. På thai kan lyden, i modsætning til på dansk, bruges som startkonsonant i en stavelse. I vores ører lyder den mest som en d-lyd, men til forskel fra d-lyden er den ustemt, dvs. stemmebåndene vibrerer ikke mens lyden frembringes. Lyden dannes ved at placere tungen på overmundens fortænder, hvorved der under udånding opbygges et overtryk af luft bag tungen. Det øjeblik tungen slippes fra tænderne frigives dette overtryk som en lille “eksplosion”, hvorved t-lyden frembringes. Med lidt øvelse kan man som dansker sagtens lære både at udtale denne lyd samt at skelne den fra d-lyden i hørelsen.
OBS! Læg mærke til den klare fysiske forskel, der er på frembringelsen af d– og t-lydene. For d-lydens vedkommende er tungen på ganen, mens for t-lydens vedkommende er tungen på fortænderne. Dette medfører en ret tydelig forskel i den lyd, der frembringes.
th (repræsenteret ved konsonanterne ฐ, ฑ, ฒ, ถ, ท og ธ)
Denne lyd er nem for os danskere at udtale og høre, da den er identisk med den danske t-lyd, som fx startlyden i top. Som på dansk er lyden ustemt.
b (repræsenteret ved konsonanten บ)
Denne lyd er nem for os danskere at udtale, da den er identisk med den danske b-lyd, som fx startlyden i bord. Rent fysisk dannes lyden ved at man under udånding opbygger et overtryk af luft bag ens lukkede læber. Det øjeblik læberne åbnes frigives dette overtryk som en lille “eksplosion”, hvorved b-lyden frembringes. Som på dansk er lyden stemt, dvs. stemmebåndene vibrerer mens lyden frembringes.
p (repræsenteret ved konsonanten ป)
Denne lyd er nok den sværeste konsonantlyd på thai for os danskere at lære, både hvad angår udtalen og det at høre den i tale (dvs. skelne den fra b-lyden), det til trods for at lyden faktisk eksisterer på dansk. Det er nemlig omtrent den samme lyd som p-lyden i fx sport. På thai kan lyden, i modsætning til på dansk, bruges som startkonsonant i en stavelse. Rent fysisk dannes lyden ved at man under udånding opbygger et overtryk af luft bag ens lukkede læber. Det øjeblik læberne åbnes frigives dette overtryk som en lille “eksplosion”, hvorved p-lyden frembringes. Det man så skal være opmærksom på er, at selve konsonantlyden er ustemt, dvs. at stemmebåndene ikke vibrerer mens lyden frembringes, men at stemmebåndenes vibration først påbegyndes når man når til den efterfølgende vokallyd (eller den efterfølgende konsonantlyd, hvis det er en dobbeltkonsonant). Og det er netop herved at p-lyden adskiller sig fra b-lyden, der jo er stemt.
ph (repræsenteret ved konsonanterne ผ, พ og ภ)
Denne lyd er nem for os danskere at udtale og høre, da den er identisk med den danske p-lyd, som fx startlyden i port. Som på dansk er lyden ustemt.
Skulle man ønske en endnu mere detaljeret redegørelse kan jeg anbefale følgende link (på engelsk), hvor de thailandske konsonantlyde er beskrevet i yderligere detaljer, med bl.a. sonografiske repræsentationer af lydene: http://slice-of-thai.com/consonant-sounds/.